DigitalBevissikring

Digital stalking: sådan sikrer du sporene, før du lukker adgangene

Når man opdager, at nogen følger med i ens digitale liv, er det naturligt at ville lukke alt med det samme. Men mange af sporene forsvinder netop i det øjeblik, en adgang lukkes. En videresendelsesregel, der slettes, er væk. En liste over loggede enheder ændrer sig, når enhederne logges ud. Brug derfor en halv time på at gemme, hvad du kan se, før du ændrer noget. Er du i fare, går din sikkerhed altid først.

Tænk på din sikkerhed først

Den, der følger med, kan opdage, at du ændrer ting. Har du grund til at frygte en reaktion, så tal med nogen, før du handler. Dansk Stalking Center og Lev Uden Vold giver gratis rådgivning. Er du i akut fare, så ring 112.

Hvor sporene typisk ligger

Mail

  • Videresendelse og filtre: Se efter regler, der sender kopier til en anden adresse, eller som flytter mails til en mappe, du ikke bruger. I Gmail ligger det under indstillinger for videresendelse og under filtre. I Outlook under regler.
  • Loginhistorik: Både Google og Microsoft viser seneste aktivitet med tidspunkt, enhedstype og ofte omtrentlig placering.
  • App-adgange: Apps og tjenester, der har fået lov til at læse din mail.

→ Sådan gemmer du en mail korrekt som bevis

Cloudkonti og telefon

  • Loggede enheder: Apple-ID, Google-konto og Microsoft-konto viser, hvilke enheder der er logget ind. En ukendt eller gammel enhed på listen er et vigtigt spor.
  • Deling af lokation: Find, Google Maps og familiedeling kan dele din placering, uden at du tænker over det.
  • Delte album og noter: Indhold, du troede var privat, kan være delt.

→ Bevissikring af iCloud

Sociale medier

Facebook, Instagram og LinkedIn viser, hvor du er logget ind. Gem listen, før du logger enheder ud. → Bevissikring af Facebook Messenger og Instagram

Hjemmet

Router, alarm, kameraer og smarthøjttalere har ofte en app med en liste over brugere og en hændelseslog. En tidligere partner står måske stadig som bruger.

Fysiske trackere

En iPhone giver besked, hvis en ukendt AirTag følger med dig. Android kan søge efter ukendte trackere. Fotografér trackeren og beskeden, og skriv ned, hvor og hvornår du fandt den, før du fjerner den.

Sådan gemmer du sporene

  1. Skriv en dagbog. Dato, klokkeslæt og hvad der skete. Dagbogen binder sporene sammen.
  2. Tag skærmbilleder, hvor dato og konto kan ses. Skærmbilleder er sjældent nok alene, men de er bedre end ingenting. → Hvorfor skærmbilleder sjældent er nok
  3. Hent dine data. Google, Apple, Microsoft og Meta lader dig downloade en kopi af dine data, inklusive loginhistorik.
  4. Gem beskeder som eksport, ikke kun som billeder. → Sådan gemmer du beskeder fra iPhone
  5. Lad telefonen være. Skal den sikres forensisk, så lad være med at nulstille den. → Sådan opbevarer du en telefon, der skal sikres

Gør ikke dette

  • Log ikke ind på den andens konti for at finde beviser.
  • Slet ikke apps, profiler eller regler, før de er dokumenteret.
  • Nulstil ikke telefonen. Det fjerner også sporene.
  • Konfronter ikke den, du mistænker, med det, du har fundet.

Derefter lukkes adgangene

Når sporene er gemt, lukkes adgangene i en bestemt rækkefølge: først mailen, fordi den kan nulstille alle andre adgangskoder, derefter cloudkontoen og telefonen og til sidst de øvrige tjenester. Så kan du selv vælge, om du vil anmelde det nu, senere eller slet ikke. Til privatpersoner er der en trinvis gennemgang af, hvordan du lukker adgangene i den rigtige rækkefølge.

Digital stalking er den eneste type sag med en strafferetlig side, som Nielco IT tager. Se hjælp til stalking-ramte hos Nielco IT.

John Nielsen, IT-sagkyndig

Står du med en sag?

Skriv kort, hvad sagen handler om, så vender jeg tilbage. Vi tager kun civile sager.

Tak for din henvendelse. Jeg vender tilbage hurtigst muligt.